Stenmølle og stenovn

IMG 13311 Stenmølle og stenovn

Vores bagning starter med en stenmølle. Vi får dansk korn ind i sække og vi maler melet på vores egen sten. Kværnen er fra Häussler i Helligkreuztal og den larmer og støver, mens den effektivt kværner fuldkornsmel. Vi bruger hele kornet, dvs vi kan ikke sigte noget fra. Derfor indeholder alle vore brød og kager skaldele og kim.
Vi sælger også friskmalet fuldkornsmel til hjemmebagere.

Vi bager alt i vores stenovn. Det er en Rolls Royce udgave fra Franske Fringand. Den fylder en god del af bageriet, den vejer to tons og holder varmen døgnet rundt. Alt fra rugbrød over Madeleines til hindbærsnitter bages i denne ovn. Den er på én gang monstrøs og fintfølende.

Ovnen har en særlig anordning, så man kan afsætte 10 brød på én gang på stenfladen (herden) i et af de fem kamre. Med et snuptag. På få minutter dannes en sprød skorpe, der omslutter den fugtige krumme. Samtidig hæver brødene sig i et lille ryk. Det er fjernsyn på højeste plan at se derpå. Reality i virkeligheden.
Faktisk bruger vi ovnen til alt, for den er vores eneste varmekilde. Vi steger vagtler og koger hindbærmarmelade i den. Det dur.